Anna Eileen Nguyen Jeppesen, en af Danmarks dygtigste breakdansere, var med i de indledende kvalificeringsrunder til OL, men hun har nu valgt at trække sig fra konkurrencen. OL-drømmene og træningen tog hende længere og længere væk fra den dans, hun altid har elsket. Det er helt nyt, at breakdance er med på OL-programmet fra 2024. Mange ser optagelsen af breakdance i det olympiske program som en gylden mulighed for øget opmærksomhed og popularitet. Men blandt breakdanserne selv er der også kritiske røster. De ser breakdance som en kunstform og ikke som en sport, der har noget som helst med en olympisk konkurrence at gøre.
I Anna Groovys ører dingler små mørkerøde LP’er. I midten af pladerne sidder et klistermærke, hvor der med sorte bogstaver på gul baggrund står ”Groovy”. Det er Anna og hendes mand, der har lavet øreringene ud af gamle plader fra Vietnam. Det er udtjente plader, så ridsede, at de kan ikke spilles mere, der nu genopstår som cool øreringe.
Groovy er Annas kunstnernavn som danser. Det kommer af ordet ”groove,” som betegner den følelse, som den rytmiske musik giver fra sig
Breakdance opstår som en gadedans i 60erne
Breakdance er en af hiphopkulturens originale grundelementer. Det er en gadedans, der opstået i slutningen af 60erne i New York. Det var immigranternes dans, og den udsprang af en følelse af ikke at høre til nogen steder. På gaden kunne man samles, nogen tog musik med, nogen lavede graffiti, nogen smed en madras på jorden, som børnene så hoppede op i, og nogen dansede. De dansede for hinanden, med hinanden, lærte og udfordrede hinanden på trin, men der var ikke egentlige konkurrencer. Anna identificerer sig meget med den oprindelige opståen af dansen. Hun pointerer:
”Det er vigtigt for mig at forstå kulturen, forstå hvor dansen kommer fra. Det er jo ikke mit, jeg er bare en gæst ind i det”
Som danser er hun inspireret af historien, af trinnene, af den svedige overleverede kultur, men hun sætter tingene sammen på sin egen måde, laver et lille twist på en kendt bevægelse, lader kroppen følge sine egne veje. Dermed giver hun nyt liv til den gamle kultur og de lånte trin, sådan som LP’ernes vinyl genopstår i en ny kunstnerisk form: øreringene.
OL-drømme
Anna blev udtaget til at repræsentere Danmark i kvalifikationsrunderne til OL. Hun trænede hårdt og målrettet. Hun tog til EM i Tyskland og VM i Paris. I løbet af træningsperioden oplevede Anna et ret stort pres i retning af at lave de umiddelbart spektakulære bevægelser og serier, man ved giver point hos dommerne. Anna fik flotte placeringer og gik altid videre til de næste runder. Samtidig oplever hun en tung stemning ved konkurrencerne, hvor alt handler om at præstere det, pointskalaen gerne vil have.
Anna står ikke alene med sin oplevelse. Inden for dansemiljøet møder optagelsen af breakdance i OL-programmet også kritik. For hvordan kan man ikke måle, hvem der er bedst til et kunstnerisk udtryk? Og hvad nu hvis dansen slet ikke handlede om at være bedst?
Danse for sig selv igen
I 2022 træder Anna ud af OL-kvalificeringen. Hun siger om beslutningen:
”Det er ikke mig, det gjorde mig ikke glad at identificere mig med konkurrencer”
I stedet vil hun finde tilbage til dansen, som den er for hende: fuld af leg, kreativitet, glæde – et fristed som hun elsker.
En bagende varm eftermiddag i Malmø danser hun igen – nu for sig selv. Hun står mellem blokkene. Fødderne skraber mod cementen, når hun snurrer rundt, og kroppen overtager styringen. Sveden løber frem under bandanaen og ned i panden på hende, mens hun står på hovedet og fødderne vender i alle retninger. Øreringene af gammelt vinyl klirrer på en mere autentisk vis end OL-ringene, som hun nu har ladt bag sig.