D. 15/2-2024 er der poetry slam på studenterhuset i Århus. Pippaluk Kevser er poetryslammer og skal på scenen. Hun drømmer om publikums hyldest, point fra de tilfældige dommere, men mest af alt vil hun bare gerne være i den særlige magiske stemning, der opstår under et poetry slam.

Anna Eileen Nguyen Jeppesen, en af Danmarks dygtigste breakdansere, var med i de indledende kvalificeringsrunder til OL, men hun har nu valgt at trække sig fra konkurrencen. OL-drømmene og træningen tog hende længere og længere væk fra den dans, hun altid har elsket. Det er helt nyt, at breakdance er med på OL-programmet fra 2024. Mange ser optagelsen af breakdance i det olympiske program som en gylden mulighed for øget opmærksomhed og popularitet. Men blandt breakdanserne selv er der også kritiske røster. De ser breakdance som en kunstform og ikke som en sport, der har noget som helst med en olympisk konkurrence at gøre.

I Anna Groovys ører dingler små mørkerøde LP’er. I midten af pladerne sidder et klistermærke, hvor der med sorte bogstaver på gul baggrund står ”Groovy”. Det er Anna og hendes mand, der har lavet øreringene ud af gamle plader fra Vietnam. Det er udtjente plader, så ridsede, at de kan ikke spilles mere, der nu genopstår som cool øreringe.

Breakdance opstår som en gadedans i 60erne

Breakdance er en af hiphopkulturens originale grundelementer. Det er en gadedans, der opstået i slutningen af 60erne i New York. Det var immigranternes dans, og den udsprang af en følelse af ikke at høre til nogen steder. På gaden kunne man samles, nogen tog musik med, nogen lavede graffiti, nogen smed en madras på jorden, som børnene så hoppede op i, og nogen dansede. De dansede for hinanden, med hinanden, lærte og udfordrede hinanden på trin, men der var ikke egentlige konkurrencer. Anna identificerer sig meget med den oprindelige opståen af dansen. Hun pointerer:

”Det er vigtigt for mig at forstå kulturen, forstå hvor dansen kommer fra. Det er jo ikke mit, jeg er bare en gæst ind i det”

Som danser er hun inspireret af historien, af trinnene, af den svedige overleverede kultur, men hun sætter tingene sammen på sin egen måde, laver et lille twist på en kendt bevægelse, lader kroppen følge sine egne veje. Dermed giver hun nyt liv til den gamle kultur og de lånte trin, sådan som LP’ernes vinyl genopstår i en ny kunstnerisk form: øreringene.

OL-drømme

Anna blev udtaget til at repræsentere Danmark i kvalifikationsrunderne til OL. Hun trænede hårdt og målrettet. Hun tog til EM i Tyskland og VM i Paris. I løbet af træningsperioden oplevede Anna et ret stort pres i retning af at lave de umiddelbart spektakulære bevægelser og serier, man ved giver point hos dommerne. Anna fik flotte placeringer og gik altid videre til de næste runder. Samtidig oplever hun en tung stemning ved konkurrencerne, hvor alt handler om at præstere det, pointskalaen gerne vil have.

Anna står ikke alene med sin oplevelse. Inden for dansemiljøet møder optagelsen af breakdance i OL-programmet også kritik. For hvordan kan man ikke måle, hvem der er bedst til et kunstnerisk udtryk? Og hvad nu hvis dansen slet ikke handlede om at være bedst?

Danse for sig selv igen

I 2022 træder Anna ud af OL-kvalificeringen. Hun siger om beslutningen:

”Det er ikke mig, det gjorde mig ikke glad at identificere mig med konkurrencer”

I stedet vil hun finde tilbage til dansen, som den er for hende: fuld af leg, kreativitet, glæde – et fristed som hun elsker.

En bagende varm eftermiddag i Malmø danser hun igen – nu for sig selv. Hun står mellem blokkene. Fødderne skraber mod cementen, når hun snurrer rundt, og kroppen overtager styringen. Sveden løber frem under bandanaen og ned i panden på hende, mens hun står på hovedet og fødderne vender i alle retninger. Øreringene af gammelt vinyl klirrer på en mere autentisk vis end OL-ringene, som hun nu har ladt bag sig.

På en pløjemark i Sønderjylland under en optagelse til ”Bonde søger brud” begynder meningen lige så stille at smuldre for Uffe Egebjerg. Han er tv-fotograf, og han er sendt ud for at filme endnu et afsnit af et realityprogram, som han ikke føler, han kan stå inde for. Han er sammen med en journalist, som han ikke kender, og som skubber rundt med ham.

Et stort skifte

10 år efter sidder han på kaffebaren Fikumdik i Åbyhøj, som han er medejer af. Grace Jones’ stemme smyger sig mørkt rundt i rummet. Kaffebaren ligger i en ombygget Falckstation. Rummet har stadig garageportene, som ambulancerne en gang hastede ud og ind ad. Der er umiddelbart skruet væsentligt ned for dramaet i forhold til ambulancedagene, men for Uffe gør det ikke det hele mindre meningsfyldt.

Uffe sidder midt i det hele. Håret er gråsprængt og gemt under en kasket. Trods hipsterlooket viser smilerynker om øjnene, at han nok ikke er helt ung længere. Langsomt og tænksomt fortæller han historien om, hvordan han er endt som caféejer. Drømmen om at eje en kaffebar har spøgt længe, men alligevel lå det ikke i kortene, at det var her, han skulle ende.

Mod bunden

Efter 15 år som tv-fotograf, hvor han blandt andet filmede børne-tv som Lille Nørd og Ramasjang Rally, men også musikvideoer og stigende mængder af reality-tv, mærkede han ikke længere glæde ved jobbet. ”Reality-tv går ud på, at nogen skal græde, noget skal gå i stykker og nogen skal tabe noget, og det gad jeg bare ikke mere.” fortæller Uffe om det, han kalder mediebranchens evige jagt på historier.

I årene fra 2014 til 2018 går det stærkt nedad. Uffe kalder det selv for ”midtvejsevalueringsårene.” Han gider ikke producere mere underholdning, og hans telefon ringer mindre og mindre om ny jobs. Han bliver fyret fra et reklamebureau, og han bliver skilt. Til sidst står han på bunden og føler sig helt nulstillet og skal finde en ny vej.

Fikumdik

En pivkold februardag i 2021 åbner han så kaffebaren Fikumdik sammen med sin nye kæreste Pernille. De slår dørene til kaffebaren op med sommerfugle i maven og coronamundbind på, og dampen står op ad de mange kaffekrus, de langer over disken den dag.

Alle de romantiske ideer de havde om at åbne kaffebaren, de holder hjem, siger Uffe. Han elsker de tidlige morgener, hvor han åbner kaffebaren, sætter en plade på og brygger den første kop. Samtidig følger der omkostninger med ved hans valg. Han kigger genert væk, da han fortæller om, at det især gør ondt at se sine børn mindre end han har lyst til, men også om bekymringer om fremtid og økonomi og kedelige ekstraopgaver som hygiejnekurser og regnskabsføring.

En helt speciel koncert

Et par måneder efter åbningen sidder forsangeren i bandet ”The Desoto Caucus,” Anders, og drikker kaffe på Fikumdik. Anders foreslår selv, at bandet kan spille koncert på kaffebaren. Uffe er solgt på ideen. Den varmeste dag i junimåned fyldes garagen af opstemte mennesker. Verdenen var netop blev åbnet op efter en lang coronanedlukning. Bandet selv havde heller ikke spillet en koncert i halvandet år. Den aften sad alle og svedte og drak Bajeurøl og lyttede opslugte til livemusikken. Aftenen var ægte og fuld af mening.

Halvandet år senere sidder Uffe i kaffebaren og ved stadig ikke, hvor det hele fører hen. Han græder ikke, der er ikke gået noget i stykker, og intet er blevet tabt. Men meningen, den er der nu. Uffe er der.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.