På en pløjemark i Sønderjylland under en optagelse til ”Bonde søger brud” begynder meningen lige så stille at smuldre for Uffe Egebjerg. Han er tv-fotograf, og han er sendt ud for at filme endnu et afsnit af et realityprogram, som han ikke føler, han kan stå inde for. Han er sammen med en journalist, som han ikke kender, og som skubber rundt med ham.

Et stort skifte

10 år efter sidder han på kaffebaren Fikumdik i Åbyhøj, som han er medejer af. Grace Jones’ stemme smyger sig mørkt rundt i rummet. Kaffebaren ligger i en ombygget Falckstation. Rummet har stadig garageportene, som ambulancerne en gang hastede ud og ind ad. Der er umiddelbart skruet væsentligt ned for dramaet i forhold til ambulancedagene, men for Uffe gør det ikke det hele mindre meningsfyldt.

Uffe sidder midt i det hele. Håret er gråsprængt og gemt under en kasket. Trods hipsterlooket viser smilerynker om øjnene, at han nok ikke er helt ung længere. Langsomt og tænksomt fortæller han historien om, hvordan han er endt som caféejer. Drømmen om at eje en kaffebar har spøgt længe, men alligevel lå det ikke i kortene, at det var her, han skulle ende.

Mod bunden

Efter 15 år som tv-fotograf, hvor han blandt andet filmede børne-tv som Lille Nørd og Ramasjang Rally, men også musikvideoer og stigende mængder af reality-tv, mærkede han ikke længere glæde ved jobbet. ”Reality-tv går ud på, at nogen skal græde, noget skal gå i stykker og nogen skal tabe noget, og det gad jeg bare ikke mere.” fortæller Uffe om det, han kalder mediebranchens evige jagt på historier.

I årene fra 2014 til 2018 går det stærkt nedad. Uffe kalder det selv for ”midtvejsevalueringsårene.” Han gider ikke producere mere underholdning, og hans telefon ringer mindre og mindre om ny jobs. Han bliver fyret fra et reklamebureau, og han bliver skilt. Til sidst står han på bunden og føler sig helt nulstillet og skal finde en ny vej.

Fikumdik

En pivkold februardag i 2021 åbner han så kaffebaren Fikumdik sammen med sin nye kæreste Pernille. De slår dørene til kaffebaren op med sommerfugle i maven og coronamundbind på, og dampen står op ad de mange kaffekrus, de langer over disken den dag.

Alle de romantiske ideer de havde om at åbne kaffebaren, de holder hjem, siger Uffe. Han elsker de tidlige morgener, hvor han åbner kaffebaren, sætter en plade på og brygger den første kop. Samtidig følger der omkostninger med ved hans valg. Han kigger genert væk, da han fortæller om, at det især gør ondt at se sine børn mindre end han har lyst til, men også om bekymringer om fremtid og økonomi og kedelige ekstraopgaver som hygiejnekurser og regnskabsføring.

En helt speciel koncert

Et par måneder efter åbningen sidder forsangeren i bandet ”The Desoto Caucus,” Anders, og drikker kaffe på Fikumdik. Anders foreslår selv, at bandet kan spille koncert på kaffebaren. Uffe er solgt på ideen. Den varmeste dag i junimåned fyldes garagen af opstemte mennesker. Verdenen var netop blev åbnet op efter en lang coronanedlukning. Bandet selv havde heller ikke spillet en koncert i halvandet år. Den aften sad alle og svedte og drak Bajeurøl og lyttede opslugte til livemusikken. Aftenen var ægte og fuld af mening.

Halvandet år senere sidder Uffe i kaffebaren og ved stadig ikke, hvor det hele fører hen. Han græder ikke, der er ikke gået noget i stykker, og intet er blevet tabt. Men meningen, den er der nu. Uffe er der.